Nogle meget personlige betragtninger omkring hunden og vort samfund

Siden "Sundhed & Hund" giver en lang men langtfra dækkende liste over de områder, hvor mennesket drager fordel af hundens specielle evner og egenskaber.

Det er dog med en enorm egoisme, vi går ind i dette ”samarbejde” med hunden. Vi har fuldstændig glemt, at den ikke er et menneske, og at den har andre behov end os. Hunden har som art eksisteret i mange år og har udviklet sig parallelt med mennesket og det menneskelige samfund. Det er der som sådan ingen problemer i. Ingen tvivl om at nutidens hund også drager nytte af nutidens samfund. Der er dog et punkt, hvor vi mennesker fuldstændig har svigtet hunden. Vi har glemt at respektere den som en art med visse egne minimumsbehov. Vi forventer, at den kan fungere i lighed med en maskine. Vi tror, at blot hunden får mad, vand og en god seng, så kan den ikke forlange mere. Vi har glemt, at hunde er selvstændige væsener, som både tænker, føler og ræsonnerer. De har også visse behov. En hund har brug for frihed! Vi i den vestlige verden er dem, som udnytter hundenes potentiale mest, og vi er også dem, som understreger menneskets behov for frihed mest. Vi burde da som de første kunne forstå, at dette behov ikke kun gælder den menneskelige art. Vi burde da som de første kunne forstå, at hunde som holdes under tvang vil gøre deres job under tvang, og at kvaliteten af deres arbejde derfor vil være på samme niveau som det arbejde, et menneske udfører under tvang. Samt at hunde, som føler friheden til at vælge at gøre deres arbejde og brænder for det, udfører det så utrolig meget bedre -helt i lighed med mennesker som vælger at gøre deres arbejde og brænder for det. Mennesker som holdes indespærrede mister selvtillid, selvværd samt lysten til at udføre noget, de bliver depressive. Fuldstændig det samme gælder hunde.

Hundene er nødt til at blive sluppet fri. De kan ikke være og forblive velfungerende væsener, hvis de ikke får lov til selv at vælge. Så simpelt er det. En hund, som slippes og får lov til at gå en tur sammen med sin ejer uden line på, foretager, hver eneste gang turen slutter, et valg – bevidst eller ubevidst, det er mindre vigtigt. Den vælger at komme med mennesket hjem igen. Den vælger at høre til sit menneskes flok. Den vælger at indgå i det kendte fællesskab. Den har selvfølgelig ikke reelt nogen alternativ valgmulighed, men sådan sætter den det ikke op. Den har friheden til at vælge. Den har ansvaret for sig selv. Den har FRIHED UNDER ANSVAR.

Vore hunde er kommet til at leve et liv i snor. Det er tragisk. Hunde, som ikke slippes jævnligt, bliver deprimerede, og de mister tilliden til deres ejer. Hvordan skulle de have tillid til en, som ikke har nogen som helst tillid til dem? Ja, tragisk er et stort ord, men når man husker på, at nøgleordet for ethvert godt menneske-hund-forhold er gensidig tillid, så er det desværre ikke for stort men nærmere lige præcis det rigtige ord – TRAGISK.

Der er for en hund en himmelvid forskel på at gå en tur uden line og med en såkaldt ”flexiline”, som er yo-yo-snore der kan blive op til fem eller otte meter lange. En hund i flexi-line opfatter sig selv i snor. Det kan sammenlignes med er ”gårdtur” i fængslet.

Der er faktisk så utrolig få steder, hvor vore hunde må slippes af snoren. Skov- og naturstyrelsen har godt nok en pjece og en hjemmeside, hvorpå man kan læse, hvor utrolig mange steder man må gå med sin hund løs, men ca. tre fjerdedele af stederne er mindre end en kvadratkilometer, de er omgivet af trafikerede veje på tre eller fire sider, og nogle har endda trafikerede jernbanelinjer gående direkte igennem området. Hvem tør slippe sin hund løs der? Ingen. Heller ikke dem hvis hund lystrer, fordi hundene kan simpelthen ikke gå bare tyve meter fra ejeren uden at befinde sig på vej eller togskinner. Det er selvfølgelig effektive områder til at træne ved fod øvelser. Konsekvensen for ikke at adlyde er i hvert fald mærkbar!

Nu må man ikke misforstå hensigterne. Hunden skal have frihed under ANSVAR. Det betyder, at det først og fremmest er ejeren, som skal have lært sin hund ansvarlighed. Hunden skal simpelthen komme, når der bliver kaldt, og den må ikke så meget som have en snert af aggressiv adfærd hverken over for mennesker eller andre hunde eller dyr. Er hunden på nogen måde til fare for andre – det være sig mennesker eller dyr – må de selvfølgelig holdes i snor, fuldstændig i lighed med at mennesker i vort samfund, som er til fare for andre, holdes indespærret og kun ”luftes i snor”.

Listen over områder, hvor hunde hjælper mennesker med opgaver, vi slet ikke ville kunne løse uden hundene, er som nævnt meget lang. Særligt bør vi nok trække frem, hvor stor en præventiv og helbredende virkning også vore ”almindelige” familiehunde har på mennesker. Den er enorm. Alligevel bliver det for hver dag sværere og sværere at have sin hund med rundt i ”samfundet” generelt.

Hunde i snor ændrer adfærd

En hund, som har en line på, har en helt anderledes adfærd i sammenlignet med en hund uden line – uafhængigt af om linen er lang eller kort. Særlig to punkter er vigtige at huske:
- En hund i line ved, at den ikke har mulighed for at komme væk eller bevæge sig uhæmmet, såfremt den skulle komme i en ubehagelig situation. Derfor er den mere forsvarsberedt end en hund uden line, og meget ofte betyder det, at den i en bare tilnærmelsesvis presset situation reagerer under devisen: angreb er det bedste forsvar.
- En hund i line ved, at den hele tiden har ejeren ”i ryggen”. Den føler sig derfor meget stærkere, end den ville have gjort, hvis den ikke var sikker på opbakning fra den øvrige del af sin flok. Det tillader mange hunde at provokere i situationer, hvor de uden line ville have tænkt sig om en ekstra gang.
Konklusionen er, at skal hunde mødes og hilse, bør det ske uden snor.
Hunde som føres i snor, bør ikke hilse. Det er jo netop det, linen signalerer til alle andre hundeejere: Jeg kan ikke stole på min hund, så det bør I heller ikke, så kald jeres hund til jer og gå udenom.