|
|
 |
 |
|
| |
| |
Vi har nedenfor nævnt en række eksempler på adfærdsproblemer, som vi har kunnet løse. Succesraten afhænger af ejeren og dennes motivation for at få løst problemet. I samtlige tilfælde hvor ejerne har fulgt vore instruktioner, er det lykkedes at løse adfærdsproblemet. Desværre er der nogen der forventer at problemet kan løses lige så let som ved at give en pille. De er ikke villige til at bruge lidt ekstra tid og kræfter. I disse tilfælde er resultatet selvfølgelig meget variabelt. Nedenstående er blot eksempler og mange andre typer af problemer kan sagtens løses.
|
|
| |
|
|
| |
|
|
| |
Race: Boxer |
Køn: Hanhund, kastreret som lille p.g.a. kryptorkisme |
Navn: Sebastian |
Alder: 2 år |
|
Problem: Angriber alle fremmede mennesker den møder, også hvis de er langt væk og den får øje på dem. Angriber alle hanhunde den møder. |
Hanne og Finn havde anskafftet Sebastian da han var fire uger gammel. Han var så lille at han indbød til megen omsorg, og det var fortsat, således at Sebastian i sin alder af to år hver aften ved sengetid stadig blev puttet med tæppe over i sofaen og kysset godnat. Sebastian var fantastisk kærlig og hengiven over for Hanne og Finn. Han legede meget med dem. Altid, når de var i nærheden, havde han en et udtalt behov for fysisk at røre ved dem. Han var dog flere gange gået til yderligheder over for dem begge ved at bestige deres ben. Den første gang Hanne og Finn så antydning til agressiv adfærd var, da Sebastian var fem måneder. Da begyndte han at knurre voldsomt ad andre hanhunde, og fra han var otte måneder, angreb han alle andre hanhunde uden at tænke sig om to gange. Da Sebastian kom til os, angeb han alle fremmede mennesker, og Hanne og Finn var ikke længere sikre på, at de var i stand til at holde ham, selv når de havde ham i snor. Han angreb aldrig fremmede, som kom på besøg i hjemmet.
Hanne og Finn var meget glade for deres hund men også helt klar over, at fik de ikke problemet løst, ville de være nødt til at skille sig af med Sebastian, idet han var for farlig for sine omgivelser. De var derfor meget motiverede for at følge alle retningslinierne, vi havde udstukket i korrektionsprogrammet. Det betød, at Sebastian efter to måneder ikke længere angreb fremmede på afstand. Efter tre måneder kunne Hanne og Finn gå en tur på gaden med Sebastian i snor, uden at han havde nogen form for agressive udfald, og nu stoler de så meget på Sebastian's opførsel, at de jævnligt går tur med ham på gaden.
|
|
|
| |
|
|
| |
Race: Pyrenærsk Mastiff |
Køn: Tæve |
|
Navn: Trine |
Alder: 8 måneder |
|
Problem: Angreb på faderen i huset. Bestigning af børnenes legekammerater. Generel angst. |
Trines familie bestående af far (Flemming), mor (Grethe), og fire drenge på henholdsvis, 9, 8, 5 og 1,5 år havde mistet deres tidligere hund og anskaffet Trine da hun var 6 måneder gammel. Hun var på daværende tidspunkt en temmelig usikker hund som var bange for biler og ligefrem foretrak at blive hjemme fremfor at komme ud at gå tur. Nu var hun blevet otte måneder. Trine var endnu ikke opdraget og stjal jævnligt fra køkkenbordet. En dag fangede Flemming Trine på fast gerning og råbte ad hende for at få hende til at slippe bøffen. I stedet angreb hun Flemming, så hun væltede ham om på gulvet og stod knurrende over ham med blottede tænder. Efter den lille episode gik hun tilbage og spiste sin bøf. Det fik Grethe og Flemming til at søge hjælp. Flemming var generelt ikke bange for hunde og var heller ikke som sådan bange for Trine, men de var begge meget bekymrede for at have Trine til at bo sammen med og lege med deres fire sønner, som tumlede med hende.
Det viste sig at Trine af og til besteg drengenes legekammerater, og at hun kunne finde på at tisse i børneværelset, på trods af at hun ikke som sådan kunne være tissetrængende.
Efter otte uger stjal Trine ikke længere fra køkkenbordet. Hun var blevet venligere over for drengene og i fire uger havde hun ikke besteget nogen. Ej heller havde hun tisset i børneværelset. Flemming fortalte at han generelt så Trine som mere rolig og i ligevægt med sine omgivelser. Det var lettere at tage hende med på gåture. Særlig vigtigt var, at hun var blevet meget mere opmærksom på, hvad Flemming og alle andre i familien bad hende om. Hun satte nu større pris på familiens selskab. Flemming fortalte også at han ikke længere var det mindste bange for Trine. Hun ville aldrig forsøge at stjæle fra køkkenbordet, og Flemming kunne tage alt ud af munden på hende. Hverken han eller Grethe havde nogen som helst problemer med at lade Trine lege med alle fire drenge.
|
|
|
| |
|
|
| |
Race: Cocker Spaniel |
Køn: Tæve |
|
Navn: Bella |
Alder: 5 måneder |
|
Problem: Agressivitet forbundet med fodring og mad i det hele taget. |
Bella var en meget charmerende cocker hvalp. Hendes ejere, Birgitte og Erik havde fået hende lidt ved et tilfælde. Hun var blevet givet i gave til en af deres veninder. Denne ville dog ikke under nogen omstændigheder have Bella. Giveren boede et sted man ikke måtte have hunde. Til trods for at de egentlig ikke havde nogen ønsker om at have hund, trådte Birgitte og Erik til og accepterede at have Bella. Alt gik fint. To måneder før Bella besøgte os havde hun haft et maveonde, hvor dyrlægen i en overgang havde ordineret dåsemad. Efter dengang havde hun være meget nervøs og agressiv, hver gang hun blev fodret, og havde ligefrem bidt Erik da han rørte hende, mens hun spiste. Denne agressive og nervøse adfærd var blevet værre og værre, og efterhånden var Bella begyndt at bide fra sig hver gang nogen gjorde noget ved hende hun ikke lige brød sig om. Det gør f.eks. dyrlæger jævnligt. Birgitte og Erik ville under ingen omstændigheder have en hund, som i nogen som helst situationer viste agressiv adfærd, og kom for at høre om der var noget at gøre, eller om de var nødt til at skille sig af med Bella.
Efter tre måneder kunne Birgitte og Erik igen fodre Bella uden problemer, og den så ikke ud til at være agressiv i andre situationer. Birgitte og Erik var dog lidt skeptiske og turde ikke helt stole på Bella. Et halvt år senere talte vi af en anden årsag med Bella's dyrlæge, som i sin tid havde henvist hende til os. Et par dage forinden havde Bella været på klinikken for at blive vaccineret og tjekket. Dyrlægen fortalte, at hun næsten retorisk havde sagt, at hun jo hellere lige måtte sætte snudebånd på Bella mens hun stak, for at sikre sig mod bid. Erik blev helt overrasket og sagde at det da virkelig ikke var nødvendigt. Så huskede han og fortalte, at de siden dengang aldrig havde set mere til agressiv adfærd i Bella og at de stolede fuldstændig på hende. Ganske rigtigt havde dyrlægen kunnet vaccinere uden et kny fra Bella.
|
|
|
| |
|
|
| |
Race: Korthåret Gravhund |
Køn: Hanhund |
|
Navn: Sofus |
Alder: 7 måneder |
|
Problem: Urinering og defækering i lejligheden når alene hjemme. |
Sofus var en meget velplejet gravhund. Den boede alene sammen med sin ejer Anders. De virkede meget knyttet til hinanden. Anders havde skiftende arbejdstider, men hver gang han skulle på arbejde, var han meget påpassselig med, at Sofus havde haft rigelig mulighed for at tisse af og komme af med det store, inden den skulle være alene hjemme. Alligevel lavede Sofus både stort og tissede i lejligheden, hver gang Anders gik på arbejde. Dette gjaldt også, selv om Anders måske kun var væk en eller to timer. Sofus var ellers fuldstændig stueren, og hvis Anders var hjemme kunne den sagtens holde sig i ni-ti timer uden at skulle ud. Anders var efterhånden kommet til den konklusion, at Sofus ”hævnede” sig på ham, når han gik. Det var han ked af, men han syntes heller ikke det var ”fair,” og denne misopfattelse var tæt på at ødelægge de ellers tætte bånd der var mellem Anders or Sofus .
Korrektionsprogrammet resulterede i en gradvis reduktion af problemet over en seks ugers periode, således at Sofus til slut fuldstændigt ophørte med at lave eller tisse i lejligheden og har aldrig siden gjort det.
|
|
|
| |
|
|
| |
Race: Golden Retriever |
Køn: Hanhund |
|
Navn: Buller |
Alder: 6 år |
|
Problem: Bider i og ødelægger døre og dørkarme når den er alene. Angst for høje lyde. Urinerer i huset selv om der er nogen hjemme. |
Buller kom til os sammen med Karen og hendes mand Otto. Egentlig var de ikke Bullers ejere. Det var nemlig deres hjemmeboende voksne søn. Efterhånden som hans arbejdspres steg, følte han dog ikke, han havde megen tid til at tage sig af hunden, og den var derfor blevet overladt mere og mere til Karen. Hun var glad for Buller, men til forskel fra sønnen var hun ikke indforstået med, at han bogstaveligt talt gnavede sig igennem dørene, når han var alene, eller at han af og til tissede i et bestemt rum i huset, til trods for at han lige havde været ude. Hun syntes også det var synd for Buller, at han var bange for høje lyde.
Der var lidt startvanskeligheder med at få Buller ”rettet op.” Det tog kun er par uger, så tissede han aldrig mere i rummet, men det var først da Karen efter gentagne forsøg fik resten af familien overbevist om, at de alle skulle følge de anbefalede retningslinier i korrektionsprogrammet, at han i løbet af fire uger stoppede med at bide i døre og karme. Efter otte uger var Bullers angstreaktioner også så meget dæmpet, at Karen var helt tilfreds med resultatet.
|
|
|
| |
|
|
| |
Race: Schæfer |
Køn: Tæve |
|
Navn: Line |
Alder: 5 år |
|
Problem: Forfølgelse af cykler og motorcykler samt angst for bestemte ting |
Line var blevet forladt. Hun blev fundet af sine nye ejere Marianne og Ole i en grøftekant så afkræftet at hun ikke kunne gå selv og med inficerede sår over hele kroppen. Marianne og Ole kom for at få hjælp ca. fire måneder efter at de havde adopteret Line. Da var hun en meget smuk og velplejet Schæfertæve. Desværre jog hun cykler og motorcykler og nappede om muligt førerne i benet. Derudover var hun bange for mopper, støvsugere og lignende. Dette var hun dog ikke de første måneder de havde hende og for hver uge føjede hun en ny ting til sin liste over emner hun var bange for. Fjorten dage før de kom, var hun begyndt at rejse børster over for andre mennesker, f.eks. bekendte som stoppede på gaden, fordi de kendte Marianne og Ole.
Efter tre uger jog Line ikke længere cykler og motorcykler og efter seks uger havde hun ikke længere angstreaktioner i nogen situationer. Til trods for at de ikke havde praktiseret regulær lydighedstræning, var hun nu så lydig at hendes ejere ikke længere satte snor på hende ej heller inde i byen, og de kunne stole på at hun opførte sig eksemplarisk over for alle mennesker. |
|
|
| |
|
|
|
|
|
|
